Dagpengeland
Dagpengelands uafhængige facebooksideFacebookRSS





Indlagt på jobsøgningsanstalten - Ulemper ved ledighed v/ Britta og Preben

Accepten af ledighed, personlige begrænsninger og bankrøverier

»Er man et helt mænsk', sårn bare man har to aaarm' og to ben? Hva'?«, spørger jobkonsulent Britta og bliver mødt af undrende stilhed i salen.
 
»Naaaj, vel. Man ska' sæ'fø'li' å' ha' et arrrrhbejd'«, svarer Britta. Hun er i det hele taget god til at svare på egne spørgsmål.
 
»Det er det, vi gør her på Integro. Vi hjælper folk med at forstå dem selv, forstå hvem de er. Vi har jo kun 100% ressourcer - hvordan får vi dem brugt?«
 
Det har jeg aldrig tænkt over, tænker jeg. Men det er da egentlig rigtig nok.
 
Dit gode humør
 
»Nå, nu hvor vi har fået det praktiske på plads, så lad os komme igang med kurset«, siger Britta, men afbryder så sig selv.
 
»Nej, forresten. Lige én ting mere. Mange brokker sig i medierne over de private aktører. Brok, brok, brok. Snart er det ene galt, så det næste. Der kører nærmest en hetz mod os private aktører.
Som nu den her nye historie om JOBDK. Altså, ja, de er kommet til at tælle lidt forkert, når det kommer til hvor tilfredse folk er. Men helt ærligt, er det ikke lig'maje?«
 
»Det er især fagforeningerne, der er efter os. Jeg er jo sådan en positiv type - det har I nok opdaget - så jeg tænker bare, jamen skal vi ikke allesammen have lov til at være her? Der er noget, fagforeningerne er gode til, og så er der noget, vi er gode til. Sår'n har jeg det bare. Nå, skal vi komme igang?«
 
Britta smider en ny overhead på:
 
Fordele og ulemper
 
»Der er utrolig mange ulemper ved at være ledig«, siger Britta og fortsætter:
 
»Hvad siger familien? Hvad siger vennerne? For mange er der tale om et personligt nederlag, en personlig tragedie, nærmest som et dødsfald i familien. Mange tør slet ikke tale om det eller fortælle det til andre - ikke engang den nærmeste familie eller de allernærmeste venner. At være ledig er et tabu og forbundet med skam. Mange ser ned på ledige.«
 
»Gælder det også for nyuddannede?«
 
»Ja.«
 

»Og for at få penge, så var han altså blevet bankrøver«

Første skridt er derfor at acceptere, at man er ledig. Men det er svært.
 
Hjælpelærer Preben bryder ind og supplerer med en historie om, hvor svært det er og hvor langt man kan komme ud. Dengang Preben var krofatter kom der en sælger hver eneste dag og spiste frokost på kroen. Preben og kollegerne undrede sig over, at han kom hver eneste dag. Hvornår fik han så tid til at rejse rundt og sælge?
 
»Så lige pludselig en dag, mens vi var ved at spille kort, kom der 14 politibetjente og anholdte manden.«, fortæller Preben. »Og så viste det sig simpelthen, at han havde været arbejdsløs i to år. Han havde ikke sagt det til nogen - ikke engang til konen. Hver dag var han taget afsted om morgenen, som om han skulle på arbejde. Og for at få penge, ja så var han altså blevet bankrøver. Han havde røvet to banker lige i nærheden. Så deeeeet...«
 
»Nu er det måske nok et lidt ekstremt tilfælde...«, siger Preben.
 
»... Men der er faktisk rigtig mange af de tilfælde«, bryder Britta ind og spørger: »Ved I hvor lang tid der går, før man begynder at blive ret træt af at være ledig? Sådan rigtig træt. Deprimeret, faktisk.«
 
En af kursusdeltagerne rækker hånden op og fortæller med håb i stemmen, at han har været ledig i et lille års tid. Og det har været rigtig dejligt. Han har haft tid til sin lille ny datter, til at sætte huset i stand, til at lave et højdebed og et drivhus. Det har bare været dejligt og tiden er rigtig blevet nydt. »Så hvis jeg skal skyde på det, så må det være over et år«, siger han.
 
»Nej«, siger Britta. »Nej, der går faktisk meget kortere tid end det«.
 
En anden kursusdeltager prøver med at bud. Hun fortæller, at hun har været ledig i godt et halvt år. Det har egentlig været helt ok. Tiden er gået hurtigt, så hvis hun skal gætte på hvor lang tid, der går inden man bliver deprimeret, så må det ihvertfald være over et halvt år.
 
Men det er heller ikke rigtigt, forklarer Britta. »Faktisk går der kun tre måneder, før man bliver rigtig træt og deprimeret af det. Sådan er det bare.«
 
Jo, at være ledig, det er noget »nissepis«, lader Britta forstå.
 

For samfundets skyld

Britta smider en ny højkvalitets overhead på:
 
Hvorfor job
 
»Det er klart, at hvis jeg søger et job som hjernekirurg på sygehuset, så kan det ikke nytte noget, at jeg er uddannet isenkræmmer. Så der skal også være balance i tingene.«
 
Jeg synes det er yderst fornuftigt af Britta, at hun ikke sådan bare kaster sig hovedkulds ud i hjernekirurgi.
 
Preben bryder ind:
 
»Eller hvis man nu ikke er så god til at regne, så skal man jo ikke søge jobs, hvor det er det, man skal. Min matematiklærer sagde altid: "40% herinde kan hverken lægge til eller trække fra." Og så tænkte jeg, at det kunne da ikke passe, for så mange var vi slet ikke i klassen...«
 
»Sååå...«
 
Britta tager ordet igen og en ny overhead kommer på. Jeg fornemmer at Comic Sans er den gennemgående skrifttype hos Integro, præcis som hos Jobcentret - og det glæder mig. Det er sådan en rar og passende skrift til et skrivekursus. Troværdig, festlig og rar på samme tid. Sådan lidt ligesom en indbydelse til en børnefødselsdag. Det er dejligt.
 
»Derfor vil vi her på kurset fokusere på følgende:«
 
Der skal også være INhold i, ikke?
 
Jo, tak.
 
Overheadens diskrete inkorporering (INkorporering?) af de to første bogstaver fra navnet INtegro er friskt og frækt. Sammen med tegningen af damen med den hypermoderne floppy disk, understreger det endnu engang den helt særlige op-på-beatet-hed, jeg allerede nu kan fornemme kommer til at være et kendetegn i alle kursets facetter. Som nu eksempelvis Integros fremsynede fokus på moderne EDB.
 
 

En læser, Asbjørn, har gjort opmærksom på, at der ikke i alle Integros overheads rent teknisk er tale om Comic Sans, men om en cartoony skrifttype med Comic Sans-energi/udstråling. Hverken WhatTheFont eller Identifont har dog kunnet identificere det præcise skriftypenavn, oplyser Asbjørn, som venligst har lavet en illustrerende grafik.
 
UPDATE: En anden læser, Rune Boserup, har bidraget til skriftypemysteriets opklaring. Der er tale om skriftypen Contemporary Brush, som ifølge Rune er »nogenlunde ligeså kontemporær som en floppydisk.«
Samme konklusion er Tina Vestergaard Pedersen kommet til. Ifølge Tina er Comic Sans »vant til at tage skraldet, men hvis ret skal være ret, må Contemporary Brush vel også tage sin del af slæbet.«
 
 
 
« Forrige
»Man skal ikke være tosset for at arbejde her.
Men det hjælper!«

Næste »
Nyt om EDB


 
 
 
Tilbage
 
 
 

Tilbage

Om Dagpengeland

Reaktioner

Dagpengeland udkommer på Gyldendal den 29. marts

Meget mere end bloggen. Dagpengeland i bogform.
»Læs mere
»Køb bogen her