Indlagt på jobsøgningsanstalten - Opkald v/Vinnie (og Beatriz) - DEL 2

Teoretisk telefoni II: Gheorghe Zamfirs navlepiercing

Vinnies 16-årige datter vil have en navlepiercing.
 
Og lad det være sagt med samme; Vinnie er ikke umiddelbart begejstret. Det skal verden vide. Guderne også, ikke mindst. Faktisk er Vinnie mildest talt skeptisk. Ja, der er ingen grund til at pakke det ind: Vinnie synes ikke, datteren skal have den navlepiercing.
 
»Jeg synes ikke, hun skal have den navlepiercing. Helt ærligt, vel? Jamen, hallå! Ve'då'nå'hvad, ikke-nikke-nej.«
 
Hænderne i siden. Så højt oppe, som fysikken tillader det. Tættere på armhulen end bæltestedet.
 
»Hvad siger I?!!«
 
Navlepiercinger har aldrig været mig. Jeg er på Vinnies side her - og min sidemand er enig. Andetsteds i lokalet fornemmes åg af vægelsind. Her mangler afklaring. Ikke hos Vinnie, naturligvis, der slet skjult uddyber det ikke synderligt detaljerige myndighedsforhold yderligere:
 
»Jamen, hun er 16 år, altså! Så ka' hun sgu vente til hun bliver 18, siger jeg bare. Indtil da er det mor her, der bestemmer. Då!«
 
Mor her udpeges med to tommelfingre og et »pfhsssst!«, The Vinnie Way.
 
Men koen er på isen. Næsten. Skæbnen vil nemlig, at den endnu navlepiercingløse navleejers far - Vinnies ikke-OFUS-kompatible eksmand - allerede har sagt ja. Og det er ikke sjovt at være den sure krage, siger Vinnie. Slet ikke en nejsigende, sur krage. Det er de værste krager.
 
Vinnie har en plan.
 
»Jeg ringer sgu til ham og siger: "Hvis vores datter får en navlepiercing, så bliver hun pludselig meget, meget mere interessant for drengene!" Det gør jeg, det kan jeg godt sige jer. Hvad tror I, en far til en sår'n 16-årig pige frygter aller, allermest?«
 
»Hva'?«
 
»Drengene. Næmmerlig!«
 
Så vender eksmanden på en tallerken og siger nej til den navlepiercing. Det er Vinnie sikker på. Vinnie er nemlig god til at overtale folk og manipulere lidt, siger Vinnie. Det er ikke for ingenting, hun har været ansat i 3 forskellige rekruteringsfirmaer - og både været regionschef og landechef. Men det bedste firma, Vinnie har været i, det er Integro. Uden sammenligning, siger Vinnie og sammenligner.
 
»Vores kursister siger altid: "Én gang Integro, altid Integro!"«
 
»Hvad siger I?«
 
Vinnie gør ophold. Tavsheden brydes kun af Gheorghe Zamfirs milde panfløjte ude fra tékøkkenet. Ingen stress. Gad vide, om han har en navlepiercing?
 
»Hva'?«
 

Tonny skal holde firmafest

Den, der tier, samtykker.
 
Et af de afstressende fyrfadslys på bordene er gået ud. Konsulent Beatriz, der har gjort os selskab efter pausen, får det skyndsomt tændt igen og vi kan nu forsætte med den teoretiske tilgang til telefonsalget af os selv til en potentiel arbejdsgiver.
 
Lad os tage et eksempel: Du vil gerne være isenkræmmer eller forskningsassistent. Så ringer du naturligvis til isenkræmmeren eller forskningsinstitutionens hovednummer og spørger, om de har brug for en isenkræmmer eller en forskningsassistent. Det har vi allerede lært.
 
Men siger du »undskyld, jeg forstyrrer« eller »håber ikke, jeg forstyrrer«?
 

 
Vinnie er klart mest stemt for undskyldningen:
 
»Selvfølgelig forstyrrer du, når du ringer. Så der er jo ingen grund til at sige "håber ikke". Hvis man "håber", så er man lige pludselig underdog i samtalen.«
 
»Underdog?«, spørger jeg.
 
»Ja.«
 
»Hvordan det?«
 
»Jamen, det er man bare.«
 
»Hvorfor?«
 
»Prøvliåhørher - jeg siger bare, hvordan det er. Jeg bliver nødt til at være ærlig. Du skal ikke sige "håber ikke", hvis du ringer til mig. Det kan jeg da godt sige dig.«
 
»Jeg er altså helt enig med dig, Vinnie. Det er jeg altså! Jeg siger også altid undskyld«, siger Beatriz og kigger op på Vinnie med håbefulde øjne.
 
To telefoniske fagfolk har talt og det mere end tilfredsstiller min og resten af forsamlingens spørgelyst. Der gøres flittigt noter i stedet.
 
Beatriz har forresten ryddet op i garagen, for Tonny skal holde firmafest. Der var rodet. Og lille Oliver har været til fodbold. Han er rigtig blevet forkælet i weekenden. Måske får han lov til for meget, spørger Beatriz.
 
»Jeg kan lige så godt være ærlig og sige: Min datter er miljøskadet«, siger Vinnie.
 
»Hun kan sno mig om sin lillefinger. Det er helt sikkert noget, hun har lært af mor her. Nogle gange bliver jeg nødt til at sige: "Nej! Og så er den ikke længere! Ved du hvad, slut!" Det bliver det samme med den her navlepiercing.«
 

Dessert

Efter undskyldningen i telefonen fortsættes med præsentationen af dig selv og dine fritidsinteresser. Men husk også galant at spørge ind til arbejdsgiverens interesser:
 
»Ved I, hvad en galant bordherre er, piger? Er der nogen, der har fortalt jer om det? Hva', piger?«
 
»Det har jeg? Okay. Jeg synes, at en ugalant bordherre, det er sådan en, der kommer og sætter sig og siger: "GODDAW! Nu skal du høre, hvad jeg er for én." Og så snakker han hele aftenen. Han fortæller AAAAALT om sig selv. Jeg ved rigtig, rigtig meget, når vi er ved desserten. Men han har dårlig nok hørt, hvad jeg hedder. Så føler jeg mig lige pludselig ikke så interessant, vel?«
 
Nej, så vil Vinnie hellere have en galant bordherre, der lader Vinnie tale og som synes, hun er interessant, siger Vinnie.
 
»Forestil jer, hvis jeg i dag havde lagt ud med at sige: "Så! Kære jer! Nu skal I høre, hvem jeg er." Og så havde jeg præsenteret mig selv i timevis, uden I overhovedet havde åbnet munden. Synes I, det er særlig galant?«
 
Det er det ikke. Vinnie og Beatriz bekræfter ved fælles ryst på hovedet. Forbavsende synkront. Det tydeligvis ikke første gang, de to ryster på hovedet sammen.
 
Vinnie, derimod, Vinnie er galant. Det er hun, Vinnie, tidligere kosmetolog, stylist og omrejsende makeupsælger, nuværende Udvikler i OFUSSEN og god til at tjene penge. Den Vinnie, der bor i sit barndomshjem og som ikke brød sig om at være på barsel. Som stopper med at ryge på mandag og engang blev fatalt kørt ned af en bil. Den Vinnie, der i dag er i et lykkeligt parforhold med en vellønnet mand, som arbejder i Italien. Selvsamme Vinnie, der gennem 18 år var i et mod slutningen samtaleudfordret ægteskab med en mand, hun slet ikke passer sammen med i OFUS-testen, men med hvem hun har en 16-årig datter, der er hestepige og lige har fået topkarakter og som skal have sin kæreste på besøg i weekenden og gerne vil have en navlepiercing - hun har kun fortalt det allermest nødvendige om sig selv. Min nysgerrighed sulter stadig.
 
Men igen, det handler om gut feeling. Lad den anden komme til også.
 
»Prøv at lægge mærke til det næste gang, en eller anden telefonsælger ringer til jer og vil sælge jer en avis eller et eller andet. Så giv dem lige lidt tid. Hvis de bare kører på og ikke spørger ind til jeres behov og lyst til og sådan noget, så smid dem ud! Altså, ud af røret, ikk'.«
 

 
»Jeg kan godt finde på at købe noget over telefonen bare fordi, jeg synes telefonsælgeren er dygtig.«
 

Vinnies veninde Vibeke

Næste trin: Fortæl den potentielle arbejdsgiver, du lige har ringet op, hvad du er i OFUS-testen: Organisator, Fredsmægler, Udvikler eller Slider.
 
Det kan være svært at forklare OFUS-testen og OFUS-egenskaberne over telefonen. Derfor er det vigtigt at man gennem røret fornemmer, hvilken type person, man taler med:
 
»Prøv at fornemme i telefonen, om personen er visuel, auditiv eller kinæstetisk. Ved I, hvad det er?«
 
»Visuelle, de lærer ved at se. Auditive, de lærer ved at lytte. Og kinæstetiske kan kun lære ved at føle på tingene. Vi er alle én af delene. Sådan ligesom i OFUSSEN.«
 
Hvis man har en visuel arbejdsgiver i røret, så skal man forsøge at male billeder for ham, når man fortæller om OFUS-egenskaberne. Og hvis arbejdsgiveren er auditiv, så kan man nøjes med at fortælle det med ord, forklarer Vinnie.
 
»Jeg er jo god til at lytte, så jeg er auditiv. Når jeg lærer noget, så har jeg ikke behov for at læse eller se på en tavle. Jeg kan sagtens lytte mig til det.«
 
»Hvad så hvis arbejdsgiveren er kinestætisk? Hvordan klarer man så det i telefonen?«, spørger en af mine medkursister.
 
Gheorghe Zamfirs milde panfløjte kan atter høres. Et andet nummer, ganske vist. Men stadig afstressende i uendelig potens.
 
»Lau, du skriver rigtig, rigtig meget, har jeg lagt mærke til«, siger Vinnie.
 
Det gør jeg. Den ene side efter den anden. Der er simpelthen så mange ting at holde styr på. Jeg grifler flittigt alt ned. Tænk, hvis man missede noget.
 
»Jeg kan forestille mig at du er meget, meget, meget kinæstetisk, for du skriver meget, Lau. Du er ikke så god til det med at gå i skole og bare at sidde og lytte, vel? Så lærer du ikke noget. Ind ad det ene øre, ud ad det andet. Det er fuldstændig ligesom min veninde Vibekes datter.«
 
Vinnies veninde Vibekes datter er ordblind. Hun kan kun lære ved at mærke og føle. Engang havde hun ikke så god en hjælpelærer, men nu har hun fået en bedre. Vinnies veninde Vibekes datter klarer sig faktisk fint i skolen nu.
 
Det synes Vinnie er dejligt. Og det synes vi andre også, da Vinnie spørger.
 
»Du skal også mærke og føle, ikke Lau? Folk, der er kinæstetiske, de er ofte meget stille. De skriver ned, fordi de kun kan lære, når de "mærker" ordene«, forklarer Vinnie, illustrativt ledsaget af fingeranførselstegn.
 
Jeg skynder mig at få det noteret. Kinæstetisk.
 
 
 
« Forrige
Teoretisk telefoni

Næste »
S.M.A.R.T.

Meget mere end bloggen. Dagpengeland i bogform.
»Læs mere
»Køb bogen her